Begrænsning af fondes fradrag for uddelinger

11-05-2017

Folketinget har netop vedtaget, at ophæve fondes skattefradrag for "ikke almennyttige uddelinger". Ændringen berører fonde og foreninger, der beskattes efter fondsbeskatningsloven. 

Fonde og foreninger har uændret fradrag for uddelinger til almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål. Der er derimod ikke fradrag for uddelinger til vedtægtsmæssige formål, der ikke er almenvelgørende eller på anden måde almennyttige, selvom modtageren er skattepligtig til Danmark af uddelingen.

Undtagelse - Hjælpe- og understøttelsesfonde for medarbejdere m.fl.
Arbejdsgivere har uændret skattemæssigt fradrag for bidrag til en fond, hvis formål er at "betrygge eller forbedre kårene" for personer, der er eller har været ansatte eller deres pårørende, jfr. ligningslovens § 14 F. Sådanne hjælpe- og understøttelsesfonde har haft og har stadig fradrag for uddelinger til vedtægtsmæssige formål.

Skattepligt for modtagere af uddelinger til ikke almennyttige formål
For at kompensere for fondes manglende fradragsret for uddelinger til ikke almennyttige formål, er modtageren fremover kun skattepligtig af 80 % af uddelingsbeløbet.

Endvidere er der indført skattefrihed for ikke almennyttige uddelinger fra moderfonde til datterselskaber, når der er koncernforbindelse (typisk mere end 50 % af stemmerettighederne). 

Tilsvarende beskatning gælder også uddelinger fra udenlandske fonde. Dog forudsat, at fondens skattepligt er uden fritagelse i hjemlandet - og fonden ikke har fradragsret for uddelingerne svarende til de nye danske bestemmelser.

Udbetalinger fra de omtalte hjælpefonde til medarbejdere og pårørende skal beskattes fuldt ud på samme vis som tidligere.

Ikrafttræden
Ændringen har virkning for uddelinger, hvor fonden er retligt forpligtet til at foretage uddelingen den 5. oktober 2016 eller senere.

Som en overgangsordning kan fonde i det indkomstår, hvori 5. oktober 2016 indgår, foretage fradrag for ikke almennyttige uddelinger efter 5. oktober 2016, hvis de samlede ikke almennyttige uddelinger ikke overstiger de i indkomståret 2014 foretagne ikke almennyttige uddelinger.

Indberetningspligten
Uddelinger fra fonde er omfattet af den digitale indberetningspligt til SKAT. Disse skal fremover opdeles i uddelinger til almennyttige formål og ikke almennyttige formål. Det må med en vis spænding afventes, hvornår de digitale indberetningsløsninger er klar til anvendelse. En række fonde har formentlig allerede indberettet uddelinger og selvangivet for 2016. På grund af den langstrakte vedtagelsesproces må fondene nu foretage korrektioner af tidligere indberetninger i et digitalt system, der endnu ikke er klargjort hertil. De rent praktiske konsekvenser synes derved - igen - ikke helt tænkt ind i lovprocessen.

Genoptagelse - begrænsning af fradragsret stridende om EU retten.
Som følge af EU-dommen, der ligger til grund for lovændringen, gives med tilbagevirkende kraft fradrag til fonde for fondsuddelinger til personer, der ikke var fradragsberettigede efter de gamle regler alene på grund af, at modtageren ikke var skatteborger i Danmark. Fonde kan få genoptagelse fra og med indkomståret 2004.

Nyheden er skrevet i generelle vendinger. Det kan derfor anbefales at kontakte Blicher for en konkret rådgivning.

Blicher har kontorer i Aulum, Herning og Silkeborg. Klik her for kontakt til en Blicher revisor.

 

Blicher aktuelt:
Carsten Ottosen Blicher2Nyhedsbrev BLICHER REVISION RAADGIVNING
Carsten Ottosen,
co@blicher.dk
Direkte telefon 2523 3710