05 oktober 2012

Skat af bestyrelseshonorarer

I nogle tilfælde ønskes bestyrelseshonorarer udbetalt til et selskab eller medtaget som en del af en personlig drevet virksomhed. Især ved medtagelse af honorarer som indtægt i et selskab, kan følgevirkningerne ved en korrektion fra SKAT virke særligt negative.

Udgangspunktet er, at bestyrelseshonorarer er personlig indkomst for bestyrelsesmedlemmet. Honoraret kan udfra hovedreglen, hverken indgå som selskabsindkomst eller indkomst i en personligt dreven virksomhed.

Advokater og visse konsulentvirksomheder er dog undtaget for hovedreglen. Praksis her er særlig striks for konsulentvirksomheder, der drives af en enkelt person. Dette uanset, at bestyrelsesarbejdet og konsulentopgaverne kan være et fuldtidsarbejde – og der ikke er nogen naturlig skillelinje mellem bestyrelses- og konsulentarbejdet.

Selskaberne skal efter hovedreglen indeholde A-skat og AM-bidrag ved udbetaling af bestyrelseshonorarer. Selskaber, der udbetaler honorarer uden indeholdelse, risikerer derfor en bødestraf.

Hvis honoraret udbetales til et selskab ejet af bestyrelsesmedlemmet risikerer modtageren at blive beskattet flere gange:

  • Bestyrelsesmedlemmet beskattes personligt af vederlaget uanset modtager.
  • Bestyrelsesmedlemmets selskab kan blive tilskudsbeskattet af vederlaget. Der kan gives fradrag ved senere aktiesalg.
  • Hvis aktionæren skal have udbetalt vederlaget (f.eks. til betaling af skat), beskattes udbetalingen som udbytte.

Der er derfor rigtig god grund til at undgå korrektionerne. Der kan indhentes et bindende svar fra SKAT, om hvorvidt bestyrelseshonoraret kan udbetales til et selskab. Som nævnt er praksis imidlertid striks. Det kan endvidere overvejes at adskille bestyrelses- og konsulentarbejdet f.eks. ved fakturering og indgåelse af aftaler.

Nyheden er skrevet i generelle vendinger. Det kan derfor anbefales at kontakte Blicher Revision for konkret rådgivning.

Vi har kontorer i Aulum, Herning og Silkeborg, klik her for at få kontakt til en revisor fra Blicher Revision.

Kom på forkant med aktuelle nyheder for selvstændige og økonomi interesserede – bliv medlem af vores gruppe på Linkedin eller tilmeld dig vores nyhedsbrev