Det oversete fradrag

Selvangivelsen og årsopgørelsen for 2017 er snart tilgængelige på SKAT.dk, og mange skal have tilrettet selvangivelsen med blandt andet befordringsfradrag, håndværkerfradrag mv. Der findes imidlertid et fradrag der ofte overses.

Småfornødenheder på 121,75 kr. pr. døgn
Er din midlertidige arbejdsplads så langt væk hjemmefra, at der ikke er mulighed for at nå hjem og overnatte, kan der opnås et fradrag til småfornødenheder på 121,75 kr. pr. døgn (2018: 124,5 kr. pr. døgn). Dette fradrag kan opnås uanset om arbejdsgiver refunderer udgifter til mad og drikke, eller der er stillet fri kost til rådighed. Småfornødenheder er eksempelvis kaffe, avis mv. Omvendt kan fradraget ikke foretages, hvis arbejdsgiver allerede har udbetalt beløbet til småfornødenheder som en skattefri godtgørelse. Typiske eksempler på lønmodtagere, hvor denne regel kan være relevant, er håndværkere mv., der midlertidigt arbejder ude med overnatning eller virksomhedsledere, repræsentanter/sælgere, der har mange rejsedage med overnatning.

Betingelserne for at få fradraget er, at man skal være væk hjemmefra i mindst 24 timer inklusiv en overnatning. Det skal herudover være på grund af afstanden til ens egen bopæl, at man ikke kan komme hjem og overnatte. Der er til gengæld ikke noget krav om at man skal kunne dokumentere sin udgift.

Fradraget påføres selvangivelsens rubrik 53. Fradragsværdien er ca. 35 kr. pr. døgn.

Selvstændige erhvervsdrivende foretager fradrag for rejseudgifter i virksomhedens regnskab enten som fradrag for dokumenterede rejseudgifter eller som fradrag efter standardsatserne. Selvstændige erhvervsdrivende, der foretager fradrag for dokumenterede rejseudgifter, kan ikke herudover foretage fradrag for småfornødenheder.

Herning

Jonas Langhoff
revisor, cand. merc. aud.
2523 3722
E-Mail: jl@blicher.dk
Sikker mail: Link til sikker mail

Blicher aktuelt

Nyheden er skrevet i generelle vendinger. Det kan derfor anbefales at kontakte Blicher Revision for konkret rådgivning.

Vi har kontorer i Aulum, Herning og Silkeborg, klik her for at få kontakt til en revisor fra Blicher Revision.

Kom på forkant med aktuelle nyheder for selvstændige og økonomi interesserede – bliv medlem af vores gruppe på Linkedin eller tilmeld dig vores nyhedsbrev her!