20 juni 2019

Kan der handles ud fra forventede ændringer af skattelovgivningen?

Mens der forhandles mellem de politiske partier, giver de forventede skatteforhøjelser anledning til en del overvejelser – vurderet ud fra de forespørgsler, vi har modtaget. Især hvilke tiltag man eventuelt med fordel kan iværksætte for at undgå yderligere beskatning.

Det er naturligvis vanskeligt at spå om al den stund, at vi ikke kender den kommende skattelovgivning – og heller ikke, hvordan skattelovgivningen gennemføres. Er der overgangsordninger? Eller gennemføres skatteforhøjelser mere eller mindre med tilvirkende kraft. Bliver der tale om en hel ny skattemæssig opadgående tendens? Eksempelvis er den påtænkte øgede beskatning af arv direkte, modsat udviklingen i vores nabolande, Norge og Sverige, der helt har afskaffet boafgiften.

Vi vil derfor tilråde en betydelig forsigtighed med at disponere ud fra spekulationer om en eventuel kommende skattelovgivning. Derimod kan det i konkrete tilfælde give god mening at fremskynde allerede overvejede dispositioner ud fra de skatteforslag, der er fremlagt af Socialdemokratiet. Som eksempler kan nævnes:

Forhøjelse af gaveafgift ved overdragelse af virksomheder fra 6% til 15%

Det kan overvejes at fremskynde et planlagt generationsskifte, hvilket bl.a. har være omtalt i medierne for landbrugsejendomme.

Forhøjelse af skat på kapitalindkomst fra 42% til 52%

Fysiske personer, der ejer ejendomme, som er steget i værdi, kan overveje at fremskynde et salg, da fortjenesten i nogen tilfælde beskattes som kapitalindkomst. Tilsvarende gør sig gældende ved realisation af kursgevinster på fordringer og valuta. Hvis kursgevinsten står over for at blive realiseret, kan der være mulighed for at fremskynde transaktionen.

Aktieskat for aktieindkomst over 54.000 kr.  (samlet 108.000 kr. for ægtefæller) forhøjes fra 42% til 45%

Børsnoterede aktier med gevinst kan ret nemt handles, om end skatten derved fremrykkes. Hovedaktionærer i unoterede selskaber vil typisk helt eller delvist kunne vedtage en ekstraordinær udlodning af udbytte, hvis selskabet har en fri egenkapital.

Boafgift forhøjes til over 30% ved arv over 3. mio. kr.

Efterlevende ægtefæller, der sidder i uskiftet bo med en større formue efter den afdøde ægtefælle kunne fremskynde et skifte for at være helt sikker på, at afgiften bliver afregnet efter eksisterende regler – typisk med 15%. De fleste vil dog formentligt kunne undgå eventuel forhøjelse ved at give større gaver i levende live.

Nyheden er skrevet i generelle vendinger. Det kan derfor anbefales at kontakte Blicher Revision for konkret rådgivning.

Vi har kontorer i Aulum, Herning og Silkeborg, klik her for at få kontakt til en revisor fra Blicher Revision.

Kom på forkant med aktuelle nyheder for selvstændige og økonomi interesserede – bliv medlem af vores gruppe på Linkedin eller tilmeld dig vores nyhedsbrev