Nye regnskabskrav til årsrapporter for erhvervsdrivende fonde

I juni 2014 blev en ny lov om erhvervsdrivende fonde vedtaget. Den nye opdaterede lov medfører større åbenhed om fondene og skærpelse af kravene til ledelsen. I forlængelse heraf er der foretaget tilpasninger i årsregnskabsloven. Ændringerne har virkning fra 1/1 2015, og derfor netop nu relevante for erhvervsdrivende fonde, der aflægger årsrapport 31/12 2015. De væsentligste ændringer ved udarbejdelse af årsrapporten er oplistet nedenfor i punktform:

  • I fondens ledelsesberetningen i årsrapporten skal medtages bestyrelsens redegørelse for god fondsledelse. Alternativ som link-henvisning i ledelsesberetningen til fondens hjemmeside. Redegørelsen er lovpligtig og kan evt. afgives i skemaform – på hjemmesiden godfondsledelse.dk findes et skema, der kan downloades til formålet eller som inspiration hertil.
  • Bestyrelsen skal medtage en redegørelse for fondens uddelingsspolitik, der ligeledes skal indgå i fondens ledelsesberetning i årsrapporten. Redegørelsen skal indeholde oplysninger om hvilke hovedkategorier, der er foretaget uddelinger til i regnskabsåret. Beløbsstørrelsen af uddelingerne skal ligeledes oplyses i hovedkategorier, med mindre der i årsrapporten medtages en fuldstændig legatarfortegnelse. Oplysningerne kan som alternativ gives som link-henvisning til fondens hjemmeside.
  • Senest samtidig med fondens årsrapport skal en samlet fuldstændig legatarfortegnelse (fortegnelse over modtagere af uddelinger i regnskabsåret) enten indgå i noterne til årsrapporten, eller indsendes til Erhvervsstyrelsen som et selvstændigt dokument. Hvis det vælges at indsende legatarfortegnelsen som et selvstændigt dokument, er denne ikke offentlig tilgængelig – det må forventes, at de fleste fonde vil anvende denne fremgangsmåde.
  • Uddelinger skal i årsrapporten indgå som en del af overskudsdisponeringen på samme måde som udlodninger i kapitalselskaber generelt. Der kan foretages uddelinger enten på baggrund af fondens årsrapport eller, hvis uddelingen foretages mere end 6 måneder efter regnskabsårets udløb, på baggrund af en udarbejdet mellembalance. Det vil derfor ofte være en fordel at disponere en passende uddelingsramme på fondens årsmøde, hvor årsrapporten godkendes.
  • Vederlag til ledelsen skal oplyses i årsrapporten fordelt på ledelsesorgan. Er der aftale med administrator til at udføre visse driftsopgaver, skal vederlaget til administrator ligeledes oplyses i årsrapporten
  • En erhvervsdrivende fonds transaktioner med nærtstående parter skal oplyses med information om art, beløbsmæssig størrelse af transaktionen og mellemværende pr. statusdagen. Fondens nærtstående parter er eksempelvis bestyrelsesmedlemmer og fondens datterselskaber.

De ovenfor nævnte ændringer vedrører alene forhold, der er særligt relevante ved regnskabsaflæggelsen, og omfatter således ikke de øvrige væsentlige ændringer for erhvervsdrivende fonde. En enkelt markant yderligere ændring er kravet om, at der skal udarbejdes en forretningsorden.

Herning

Per Jensen
partner, statsaut. revisor
2523 3731
E-Mail: pj@blicher.dk
Sikker mail: Link til sikker mail

Blicher aktuelt

Nyheden er skrevet i generelle vendinger. Det kan derfor anbefales at kontakte Blicher Revision for konkret rådgivning.

Vi har kontorer i Aulum, Herning og Silkeborg, klik her for at få kontakt til en revisor fra Blicher Revision.

Kom på forkant med aktuelle nyheder for selvstændige og økonomi interesserede – bliv medlem af vores gruppe på Linkedin eller tilmeld dig vores nyhedsbrev her!