Rentesatser for restskat og overskydende skat for personer

Restskat mv. for indkomståret 2017
Reglerne for beregning af renter og procenttillæg til restskat er som følger:

  • Hvis restskatten betales inden den 1. januar 2018, skal der ikke betales renter eller procenttillæg
  • Hvis restskatten betales i perioden 1. januar – 1. juli 2018, skal der betales en dag til dag-rente
  • Hvis restskatten først bliver betalt efter den 1. juli 2018, skal der betales et procenttillæg

Betaling inden nytår
Der skal ikke betales hverken dag til dag-rente eller procenttillæg.

Vær opmærksom på, at der kan være forskellige frister for ”rettidig” indbetaling inden årets udgang afhængig af, om der bruges netbank eller dankort.

Er man selvstændigt erhvervsdrivende og anvender virksomhedsordningen, kan det skattemæssigt være en fordel at vente med at betale restskatten indtil 2018 mod betaling af en dag til dag-rente. Det skyldes, at frivillige indbetalinger af restskat i virksomhedsordningen anses som private hævninger. Ved at afvente betaling til 2018 udskyder man beskatningen af det hævede beløb ét år, og man kan nøjes med at betale renter af skatten, indtil den dag betaling sker.

Betaling i perioden 1. januar 2018 – 1. juli 2018
Ved indbetaling af restskat i perioden 1. januar 2018 – 1. juli 2018 skal der betales dag til dag-rente, der udgør 1,7 % p.a. Dag til dag-renten kan ikke fratrækkes.

Restskat, der ikke er indbetalt senest den 1. juli 2018
Er restskatten for indkomståret 2017 ikke indbetalt senest den 1. juli 2018, skal der betales et fast procenttillæg på 3,7 %. Procenttillægget kan ikke fratrækkes.

Hvis restskatten for indkomståret 2017 udgør 119.600 kr., indregnes 19.600 kr. med tillæg af 3,7 % eller i alt 20.325 kr. i forskudsskatten for indkomståret 2019. Den resterende restskat på 100.000 kr. med tillæg af 3,7 % eller i alt 103.700 kr. opkræves fordelt på tre rater i august, september og oktober 2018.

AM-bidrag
AM-bidrag er omfattet af reglerne om restskat. Det betyder, at der også ved for lidt betalt AM-bidrag skal betales en dag til dag-rente eller procenttillæg.

Overskydende skat
Ved udbetaling af overskydende skat for indkomståret 2017 får man et procenttillæg på 0,5 %. Der opnås ikke procenttillæg til overskydende skat, der skyldes frivillig indbetaling af restskat. Ved udbetaling af overskydende skat, hvor der er betalt en dag til dag-rente af beløbet, vil der sammen med udbetalingen af den overskydende skat ske tilbagebetaling af den betalte dag til dag-rente.

Herning

Jan Heesgaard
partner, statsaut. revisor
4011 5331
E-Mail: jh@blicher.dk
Sikker mail: Link til sikker mail

Blicher aktuelt

Nyheden er skrevet i generelle vendinger. Det kan derfor anbefales at kontakte Blicher Revision for konkret rådgivning.

Vi har kontorer i Aulum, Herning og Silkeborg, klik her for at få kontakt til en revisor fra Blicher Revision.

Kom på forkant med aktuelle nyheder for selvstændige og økonomi interesserede – bliv medlem af vores gruppe på Linkedin eller tilmeld dig vores nyhedsbrev her!