Ny årsregnskabslov

Folketinget har vedtaget den mest omfattende ændring af årsregnskabsloven siden 2001. Lovændringen indeholder nogle afmålte lempelser især for de helt små virksomheder. Til gengæld er der ændrede og forøgede krav for de øvrige virksomheder, herunder det ganske almindelige selskab – regnskabsklasse B, som der er flest af i Danmark.
Ændringerne træder i kraft for regnskabsår, der påbegyndes fra 1. januar 2016, men det er muligt, at anvende de nye bestemmelser helt eller delvist allerede for regnskabsår, der slutter fra og med 31. december 2015.

Lovens generelle lempelser
Der indføres en ny gruppe af virksomheder – mikrovirksomheder, der dog ikke er en ny klasse, men en undergruppe af regnskabsklasse B. For at være omfattet af denne gruppe skal størrelsesgrænserne nedenfor være overholdt, og selskabet må samtidig ikke være et investeringsselskab, et holdingselskab eller besidde finansielle instrumenter. Mikrovirksomhederne fritages for adskillige oplysningskrav bla. beskrivelse af anvendt regnskabspraksis. Det er frivilligt, om et selskab, der opfylder kravene, ønsker at blive klassificeret som mikrovirksomhed.

Størrelsesgrænserne for årsregnskabslovens regnskabsklasser forhøjes generelt. Samtidig skal det dog bemærkes, at holdingselskaber og investeringsselskaber, med de nye regler skal indregne finansielle indtægter og indtægter fra investeringsvirksomhed, når de opgør nettoomsætningen til brug for indplacering i regnskabsklasserne.

Størrelsesgrænser

Størrelsesgrænser

Endvidere er der andre lempelser f.eks. i form af ophævelse af krav om ledelsespåtegning i nogle tilfælde samt visse koncernforhold.

Ændring af indregnings- og oplysningskrav
Nedenfor beskrives et udvalg af lovens nye eller ændrede krav, som gælder for regnskabsklasse B. Beskrivelsen er ikke udtømmende.
Immaterielle anlægsaktiver herunder goodwill Den maksimale afskrivningsperiode på 20 år ophæves. Kan brugstiden på goodwill eller udviklingsomkostninger ikke skønnes pålideligt, skal brugstiden fastsættes til 10 år.

Investeringsaktiviteter
Det er ikke længere et krav, at virksomheden skal have investeringsaktivitet som hovedaktivitet, for at der kan foretages løbende måling af investeringsejendomme til dagsværdi, hvor værdireguleringen foretages over resultatopgørelsen. Andre investeringsaktiver f.eks. kapitalandele i datter- og associerede virksomheder og lignende kan ikke længere indregnes til dagsværdi over resultatopgørelsen.

Gæld optaget til brug for finansiering af investeringsejendomme kan ikke længere måles til dagsværdi, men skal måles til amortiseret kostpris.

Forudbetalinger fra kunder
Det er ikke længere tilladt at modregne forudbetalinger fra kunder i varebeholdninger eller igangværende arbejder (i modsætning til acontofaktureringer for udført arbejde.

Ekstraordinære/særlige poster
Klassifikation som “ekstraordinære poster” er ikke længere tilladt. Ekstraordinære poster udgår og erstattes af et oplysningskrav om “særlige poster”, som skal specificeres i noterne.

Noter
Noter skal præsenteres i samme rækkefølge, som de poster i resultatopgørelsen og balancen, de vedrører.
Anvendt regnskabspraksis Nye oplysningskrav bla. omtale af værdiansættelsesmodeller og teknikker for aktiver og forpligtelser, der måles til dagsværdi samt begrundelse for afskrivningsperiode på goodwill.

Kapitalandele
Oplysninger om kapitalandele (navn, hjemsted, retsform, ejerandel samt størrelsen af egenkapital og resultat) ophæves.

Definition af kort- og langfristede forpligtelser
Lån, hvortil der er knyttet særlige betingelser, som er overtrådt på balancetidspunktet, skal fremover klassificeres som kortfristet, selv om långiver efter balancedagen måtte have tilkendegivet, at lånet ikke bliver opsagt som følge af overtrædelsen af lånebetingelserne. Tidligere var dette en langfristet forpligtelse.

Ledelsesberetning
Årsrapporten skal igen indeholde en ledelsesberetning, der som minimum skal indeholde en beskrivelse af virksomhedens væsentligste aktiviteter og væsentlige ændringer i virksomhedens aktiviteter og økonomiske forhold.

Antal ansatte
Oplysning om det gennemsnitlige antal ansatte genindføres.
Virksomhedskapital og stiftelse Oplysningskravet om specifikation af virksomhedskapitalen, stiftelsesomkostninger og omkostninger ved kapitalforhøjelse ophæves.

Udbytte
Muligheden for alternativt at indregne ledelsens forslag til udbytte som en forpligtelse ophæves.

Sammenfattende må det fastslås, at der med lovændringen gennemføres en betydelig ændring af årsregnskabslovens bestemmelser for alle størrelse af selskaber – også de almindelige mindre selskaber i regnskabsklasse B. Samtidig har Erhvervsstyrelsen, efter indførelsen af indsendelsespligten for digitale årsrapporter, indtaget en mere udfarende rolle ved eventuelle forbehold eller fejl i selskabernes årsrapporter. Det er således vigtigt for det enkelte selskab – også fremover – at kunne aflægge en korrekt årsrapport.

Silkeborg

Kim Rune Christensen
partner, statsaut. revisor
2523 3732
E-Mail: krc@blicher.dk
Sikker mail: Link til sikker mail

Blicher aktuelt

Nyheden er skrevet i generelle vendinger. Det kan derfor anbefales at kontakte Blicher Revision for konkret rådgivning.

Vi har kontorer i Aulum, Herning og Silkeborg, klik her for at få kontakt til en revisor fra Blicher Revision.

Kom på forkant med aktuelle nyheder for selvstændige og økonomi interesserede – bliv medlem af vores gruppe på Linkedin eller tilmeld dig vores nyhedsbrev her!